Historie

If all you think about is winning, you will in fact lose everything. Morihei Ueshiba
Fra 1942 flyttede O-Sensei ud på landet nord øst for Tokyo til en lille landsby ved navn Iwama, i landsdelen Ibaraki –ken. Her byggede han Aiki Jinja (Shinto tempel dedikeret til Aikido) og sin dojo. Denne flytning til dette fredelige landområde gav O-Sensei ro i sjælen. Han arbejdede meget med at dyrke jorden og fordybe sig i sin træning, både med jo og ken, såvel som tai jutsu. Den Aikido som O-Sensei trænede og underviste i var baseret på det koncept som hedder ”riai” – en treenighed af aiki-ken, aiki-jo og taijutsu. Tai jutsu teknikkerne blev undervist i systematisk form, og med fokus på tre niveauer af udførsel: kihon (basis),awase (fleksibel) og ki no nagare (flydende). Der blev lagt megen vægt på våbentræningen som en uadskillelig del af Aikido.
Morihiro Saito Sensei levede i 23 år ved O-Sensei´s side og tog del i den daglige træning hvor O-Sensei brugte den unge Morihiro Saito til at teste og udvikle sin aikido. På denne måde blev Saito Sensei delagtiggjort i en fantastisk udviklingsproces og fik en dyb og indgående indsigt i aikidoen som den blev trænet og undervist i Iwama. Saito Sensei gjorde det til sin livsopgave at bevare og undervise de principper som han havde lært af grundlæggeren O-Sensei. For at understrege, at det var denne form for træning som Saito Sensei videreførte efter O-Senseis død, begyndte Saito Sensei at kalde dette for ”Iwama Style Aikido”. Efter et stykke tid, syntes Saito Sensei at det vil være bedre at have et japansk navn til dette formål, og han valgte at kalde det ”Iwama Ryu”. Ryu betyder ”stil” eller ”skole” på japansk. Saito Sensei understregede tydeligt at han ikke vil kalde det ”Saito Ryu” da det ikke var ham som havde lavet disse teknikker, og at han kun prøvede at videregive træningen på samme måde som havde han modtaget den fra O-Sensei, dog tilføjet en pædagogisk, inddelt undervisningsform som gjorde tilegnelsen af teknikkerne lettere. For at tydeliggøre vigtigheden af våbentræningen indførte Saito Sensei en serie af våbengradueringer – i fem niveauer. Dette dækkede over hele det grundlæggende Iwama våbenpensum. Graderne blev tildelt ved at den eksaminerede fik et smukt diplom i skriftrulle form – mokuroku – hvor alle de teknikker som hørte til den pågældende grad var beskrevet. Disse moku roku var skrevet af Saito Sensei selv. Hertil var der også et almindeligt diplom som også angav graden.
Disse grader var starten til hans selvstændige gradueringssystem. I 1992, på Fuglsø Sommerlejren, gik Tomita Sensei – som indtil da var udsendt til Skandinavien af Aikikai, og samtidigt Saito Senseis øverste myndighed / repræsentant i Europa – offentligt med, at han vil starte sit eget system: Tomita Academy. Klublederne som var til stede på lejren blev bedt om, at melde ud om man vil være med i Tomita Senseis organisation, eller om de vil ind under Saito Sensei. De fleste klubber som havde fået et tættere forhold til Saito Sensei og Iwama Dojo igennem en længere periode valgte at følge med Saito Sensei. Herefter, hvor klubberne havde givet deres melding om at ville følge Saito Sensei, ville han ikke vise manglende respekt overfor Tomita Sensei ved at begynde at dele Aikikai grader ud. Tomita Sensei på dette tidspunkt var stadig tilknyttet Aikikai, og havde gradueringsret fra denne organisation. Saito Sensei forslog at man kunne betragte våbengraderne som sortbælte grader, og dette var sådan set kimen til det der blev Iwama Ryu graderne.
Efterhånden da der var faldet lidt ro over situationen med Tomita Senseis selvstændiggørelse, tilbød Saito Sensei os mulighed for at modtage grader direkte fra ham – som en pendant til Aikikai grader. På dette tidspunkt havde Tomita Sensei taget de første skridt til at træde ud af Aikikai for at lave sin selvstændige organisation. Da Saito Sensei gerne vil have et japansk navn til denne gruppering af klubber / dojoer som trænede direkte under ham, bestemte han sig for at kalde det ”Iwama Ryu”. De personlige Iwama Ryu grader var ikke registreret i Aikikai. Saito Sensei understregede at man altid ville kunne få Aikikai grader, hvis man ville dette. De fleste nøjedes med Iwama Ryu graderne, men en del af dem der havde undervisningsansvaret i dojoerne / klubberne tog også Aikikai grader. Saito Sensei understregede altid at han ikke ville – eller – kunne bryde med Hombu Dojo /Aikikai. Han havde en personlig forpligtelse igennem sit nære forhold til sin mester – O-Sensei, overfor både institutionen Aikikai såvel som Ueshiba familien på et personligt plan. Saito Sensei understregede igennem de sidste mange år af hans liv at vi som trænede i Iwama skulle betragte os selv som en form for ”Hozonkai” – en gruppe som stod for bevaringen af O-Senseis tekniske arv. Han sagde ofte at vi skulle sørge for at få et godt forhold til Aikikai. At Saito Sensei uddelte egne Iwama Ryu grader som ikke var registreret i Aikikai var ikke særlig vellidt fra Aikikai / Hombu Dojos side. Det blev betragtet som værende en provokation. Vi som var nære Saito Sensei var ærede over at modtage grader direkte fra vores mester – og det var vores elever også; men vi var samtidigt klar over at man måtte finde en løsning på denne divergens med hensyn til graderne på et tidspunkt.
Ved Saito Senseis død i 2002 stod vi alle i en situation hvor mange var væsentligt højere gradueret med Iwama Ryu grader end med deres Aikikai grader, og i mange tilfælde slet ikke havde Aikikai dan grader. Ulf Evenås Shihan indledte et kæmpe arbejde med at få en aftale igennem hos Hombu Dojo / Aikikai for at få vores Iwama Ryu grader konverteret. Det kan ikke understreges tilstrækkeligt hvor stort et arbejde han lagde i dette projekt. Vi er ham yderst taknemmelig for hans anstrengelser. Her skal også nævnes Isoyama Sensei, Yonemochi Sensei, Somemiya Sensei og Inagaki Sensei, som alle gjorde en kæmpe indsats for at det skulle lykkedes at få rettet op på alle disse gradueringer.
På dette tidspunkt fik vi at vide fra Japan, at anvende termen Iwama Ryu var en form for skændsel overfor Hombu / Aikikai. At bruge ordet ”ryu” hentyder til at man har en separat skole som adskiller sig fra den Aikido som hører Hombu Dojo / Aikikai (og dermed familien Ueshiba) til. Man kan sige, at for hver instruktør eller sensei man ser, så ser Aikido anderledes ud, men det er alt sammen O-Senseis Aikido, og det er med denne holdning for øje at man skal bevæge sig fremad. Der er kun en Aikido – og det er O-Senseis.
Derfor lovede vi Hombu Dojo at undlade brugen af ”Iwama Ryu” i fremtiden. Vi som har været elever af Morihiro Saito Sensei har igennem vores tid hos ham viste vores loyalitet til ham, og denne holdning er gået i arv til vores elever. Ved Saito Senseis død lovede vi – igennem Ulf Evenås Shihan – at efterleve Saito Senseis ønske om at få et godt forhold til Aikikai. Vi vil vise den samme loyalitet til Aikikai, Hombu Dojo og Ueshiba familien som vi viste til Saito Sensei. O-Senseis søn Nidai Doshu Kisshomaru Ueshiba dedikeret sit liv til udbredelsen af Aikido på nationalt og internationalt plan. Sandai Doshu Moriteru Ueshiba har viget sit liv til det samme, og nu er Waka Sensei Mitsuteru Ueshiba i gang med at fortsætte dette arbejde. Vi har den største respekt for det arbejde som disse personer har gjort og fortsætter med igennem generationerne. Vi fra vores gruppe – Dansk Takemusu Aikido Forbund – vil ære dem og respektere dem på det højeste. Den term som O-Sensei brugte så ofte om sin Aikido: Takemusu Aiki eller Takemusu Aikido er en beskrivelse som vi kan være stolte af at bruge. Det henviser til O-Sensei’s Aikido, på det plan som han havde opnået igennem et helt livs hård fysisk og åndelig træning. Vi kan prøve at følge i hans fodspor, og igennem den samme træningsprogression stræbe efter at bare nå en lille smule af det som han gjorde i sit lange og begivenhedsrigt liv.